mikroskopisk forlag
STORE ORD
– og en betroelse:
Vi er imod anvendelsen af kunstig intelligens, når det kommer til at forfatte litterære tekster. Vi anser fortsat mennesket i sig selv, for at være en enestående og unik besjælet skabning, der kan rumme alt og intet, – og udgiver derfor kun lyrik og skønlitteratur, der bliver til ved gunstig intelligens, aldersrelateret abstraktionsevne, påhitsomhed og nødvendighedens ambitioner.

SWUNGs første udgivelser er to digtsamlinger
Forenkling, fokus, komprimerede ekstrakter og følelser tilsat timens og dagens genvordigheder, vitaliserende indsigter og kølige kendsgerninger – i én selv, fra medmennesket – og fra den verden, hjertet dagligt dunker i og forsøger at forstå.
Og dét er netop digtets mulighed: At indkapsle og beskrive timen, dagen, drømmen og virkeligheden. God læselyst.

Udgivelser
skillelinier – opbrudslyrik
Håbefulde brudstykker der blev til ud af alt og intet...
Om det tabte og alt det, der kunne og endnu kan vindes...

Til
tider blev jeg grebet i haserne af en rungende ensomhed; andre dage opløftet af
håb og fornyet vilje til aldrig at 'gå ned', men i stedet indstille mig
på at ha' mod til at tåle, og efterhånden erfare, at den bar mig op,
– tålmodigheden.
"Når man bliver skilt, bli'r man delt. Herefter er det opgaven, at gøre ens egen halvdel til en ny helhed..."

Sven Erbs Sørensen,
deltidsdigter
Født 1960 I Fredericia. Lyst sind, legende opvækst. Kirke og drengekor. Faldt i staver over fremtiden. Handelsskole, orgelbyggermed-
hjælper, pacifist med drilsk tanke-virksomhed. Kolding Kunsthåndværkerskole
og efterfølgende punk-fri 80'er ungdom. Ansættelser på div. reklamebureauer. Kæreste. Så mand. Så husejer og far til én.
Så to. Og selv lykkelig 'genfødt som barn'.
Far med stort P som i Paps. Medfødt
musikalsk. Kunstnerisk undersøgende. Ferie- og deltidsproduktivitet af digte, noveller, maleri og skulptur. Så undværlig og opsagt. Herefter 8 gode år som selvstændig art director og tekstforfatter. Skilt. Genoplivet. Taknemmelig. Legende. Lyrisk.



Observationer fra spids vinkel
Sven Erbs Sørensen Skrevet i 2018 / Udgivet 2025 >
Med 'tankeflugten' som nødvendig ventil landede bogens 45 lyriske nedslag på papiret i de første uger af en 5 måneders ansættelse som telefonisk kundeservice med dagligt ophold i et lagkage-spidst kontorhus, hvorfra der var udsyn til marker, motorvej og en lyssky vinterhimmel...
naturgivne > trafikale > forundrings >
sproglige & adfærdsobservationer
En af flere trafikale observationer:
Blå lastvogn med hænger
triller ind i mit synsfelt
– fyldt til ladkanten med skrammel
Chaufføren bapper på sin e-pibe,
strækker ryg og forsvinder et sekund
i en sky af vanilje-duftende damp;
får først klart syn igen
i det øjeblik førerhuset
snitter en
modkørende
turistbus

Anmeldelser
4 STJERNER på bogrummet.dk
af Britta Klitgaard
Læreruddannet, novelleforfatter, anmelder
på Bogrummet. Har udgivet "Sølvklokker"
på Lindhardt og Ringhofs Forlag (e-bog '17)
og bidraget til flere redigerede antologier.
I
en verden i opbrud kan jeg anbefale en kop kaffe og et par digte om
dagen fra denne fine og eftertænksomme samling opbrudslyrik af Sven Erbs
Sørensen.
"skillelinier" handler om at stå midt i et brud. Om de svære
følelser og tilstande, som naturligt følger – og om igen at finde håb,
kærlighed og forankring i verden.
Jeg har frygtet det længe:
når hånd slipper hånd.
Jeg har selv skærpet kniven,
der skærer de bånd."
På den anden side er der håb, humor, og selvironi. Det sidste mærkes i ord om at være en "midtvejsmoden reservedels-aspirant" – og om at have sportsånd "under akut forvandling, når det gælder disciplinen 'overspringshandling'
Forankringen i livet bliver tydelig, når digtet kredser om "dét, der for altid var mit paradis"
"Skillelinier"
kalder på læsere, der lader sig fascinere af sprogets finurligheder
både lydligt og indholdsmæssigt – og som kan spejle sig i at gennemleve
en livskrise.
Kunstnerisk udtrykker han sig via digte, noveller, maleri og skulptur.
Denne udgivelse består af 30 digte og er på omslaget illustreret med fotos, som bl.a. korresponderer fint med digtet på side 9:
Ensomhedstræ,
stadig med rødder og fæste i land,
– stritter fra stranden med kronen i vand.
Jeg har søgt sæde på bark-knopppet stamme.
Vandreflektorisk i lynende glimt,
mærkes min ensomhed stramme.
Trods kæntring og knæfald er træet ej dødt,
men helt plantoramisk i live og sprødt.
Jeg mærker dets saftspænding,
– kender dets længsel.



Anmeldt af Britta Klitgaard
"Meteorologien revner nu
i flænger mod øst
og lys siler ned
og drypper mig i øjnene"
At observere er ifølge ordbogen at "få øje på; iagttage opmærksomt; lægge mærke til". Evnen til dette er afhængig af evnen til at kunne se og sanse - og ikke mindst: af lyset.
Lys, syn og sansninger er der masser af i Sven Erbs Sørensens seneste digtsamling. Som bogens titel og omslag indikerer, ser digteren verden fra en spids vinkel, endda helt bogstaveligt.
Han arbejder nemlig - i perioden, hvor digtene skrives - med kundeservice i et "lagkagespidst kontorhus" med udsigt over markerog vejnet. Her er grundlag for iagttagelser, og kreativiteten finder vej i digte. Det viser sig, at den grønne farve udenfor ikke bare er grøn – men magisk markgrøn, grågrøn eller dovengrøn. Og fugle er ikke bare fugle, men gæs, rovfugle og krager. I det hele taget har virkeligheden mange nuancer, og solen finder vej, selvom himlen er lyssky.
"Nu lukker himlens blændgardin
et solbagt kærtegn ind bag mig:
Det lander lunt i nakkens svaj
hvor gyldne vibrationer finder vej
ind i min hverdagsfyldte jordeliv
der ved det bratte varme skud
fra mælkevejens livskanon
så sagte
saligt
sitrer"
At digter-jeg'et ikke bare observerer vejrfænomener og andet
fysisk synligt – men også opdager indre sammenhænge og livsmening
– mærkes generelt i
digtene. Et helt afsnit af samlingens i alt fem dele er således viet til "forundringsobservationer"
og et andet til"adfærdsobservationer".
I afsnittet om "trafikale observationer" er bilerne udenfor
vinduet i centrum. De omskrives poetisk til "smykkeskrin" - en subtil måde at sige, at de
indeholder noget dyrebart: Mennesker. Liv. Kærlighed.
Digterens kærlighed til sproget og legen med ord kommer til
udtryk på mange måder, bl.a. i konstruktionen af nye ord og begreber.
Som eksempel kan
nævnes:
gnistsværd, ringbrynjegardin, himmelbaldakin, cumulus-candy-floss…
– gå selv på opdagelse.
Samlingens 45 digte er fuld af finurligheder – med et godt drys humor
- og et helt afsnit er viet til "sproglige observationer". Generelt stiller læsningen krav
om sproglig opmærksomhed og belønner den, som lader sig invitere ind.
Flere digte beskæftiger sig med dét, at vi som mennesker er udspændt mellem naturgivne vilkår og det kunstige/ menneske-skabte (systemer, maskiner mv). Selv lyset kan være kunstigt:
"To skærme
sprøjter blålys
ind i mit morgenfjæs
og dybtester synsnervernes evne
til at skelne mellem den
virkelige verdens umådelige nuancer
og den dobbeltskærmedes immaterielle
nul og ét-talsvirkelighed
en tirsdag morgen"
Her sættes fokus på et generelt menneskelige ansvar: At skelne mellem det virkelige og det kunstige. Værdimæssigt er digtene således helt på linje med forlagets manifest - eller "Betroelse"
4 STJERNER på bogrummet.dk

Køb her inkl. forsendelse
Simpel bestillingsprocedure:
1. Send en mail til swungforlag@gmail.com > Skriv hvilken el. hvilke titler du ønsker plus leveringsadresse.
2. Betal herefter det aktuelle beløb via Mobilepay 27978879
3. Når betalingen er registreret, bekræfter vi købet.
4. Bestillingen afsendes med DAO, der pt. er den billigste transportør.
De to udgivelser kan også købes i Bog & Ide / Horsens

Skillelinier – opbrudslyrik
A5 format > 40 sider + omslag
100,- ( inkl. 23,- DAO-porto)

Observationer fra spids vinkel
A5 format > 60 sider + omslag
125,- ( inkl. 46,- DAO-porto)

> Begge titler
185,- ( inkl. 46,- DAO-porto)
swungforlag.dk
Smedegade 30, 2. etage / 8700 Horsens / Danmark

